Film og TV

Som underviser har det at formidle et stof altid optaget mig. Problemet førte mig videre til en optagethed af, hvordan massemedierne film og tv formidler deres stof, specielt når det gælder et litterært forlæg. Bliver dette så præget af det ny medie, at mediet bliver selve budskabet?

 

Start og stof

I min undervisning i litteratur inddrog jeg straks fra starten i 1970´erne mange film fra Statens Filmcentral og drejebøger, som jeg for det meste lånte på Filmmuseet. En historiekollega på Danmarks Lærerhøjskole spurgte en dag, om jeg ikke ville benytte klippebordet på hans kontor til nærmere at studere selve spillefilmene? Jeg tog straks mod tilbudet. (Først senere kunne man arbejde med de let håndterlige tv-kassetter. Dengang var man henvist til de store og tunge celluloidspoler, biograferne brugte.)

Med filmselskabernes velvilje lånte jeg spoler til bl.a. filmatiseringen af Nexøs "Ditte Menneskebarn", 1946, med Bjarne Henning-Jensen som instruktør; til Martin A. Hansens "Løgneren", 1970, med Knud Leif Thomsen som instruktør; til Schades "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet", 1967, med Henning Carlsen som instruktør.

Roman og film

Det intense studium af filmatiseringsprocessen i disse tre tilfælde fik jeg efterhånden hold på ved at skrive om processens mange led og faktorer. Det blev så viderebearbejdet til bogen Roman og drama bli´r til film, 1975. Her fastholdt jeg, hvad der sker undervejs fra romanen til filmen. Filmatiseringens vigtigste etaper beskrives: Drejebogens endnu til papiret bundne tilpasning af det litterære forlæg til det ny mediums krav. Dernæst den flerleddede forvandlingsproces på det nytilkomne og nyskabende mediums betingelser.

Fortællemåde

De tre nævnte filminstruktører arbejder højst forskelligt, hvilket jeg også gør rede for i bogen. Men til trods derfor er der mange fællestræk ved de tre transformations-processer. Det er berettiget at sammenligne filmmandens brug af kameraet med forfatterens brug af sit skriveredskab. Filmteknik muliggør enhver illusion. Med kameraet kan filmmanden bevæge sig frit tid og rum, skabe sine personer og sit miljø, sine synsvinkler og synsvinkelskift, som han ønsker det. Med saksen kan han etablere den fortællerytme, det tempo og de temposkift, han tilstræber. Det er træffende at sammenligne filminstruktørens rolle med den skønlitterære forfatters.

Drama og film

På samme måde studerede jeg ved klippebordet tre dramafilmatiseringer. Det drejede sig om Alf Sjöbergs film over Strindbergs "Fröken Julie", 1951; desuden om to film over Kaj Munks "Ordet", nemlig henholdsvis Gustaf Molanders fra 1943 og Carl Th.Dreyers fra 1955.

Ud over en udførlig behandling af de to dramaforlæg og de tre film foretager jeg en sammenligning af teatrets og filmens kunst. Lad mig her nøjes med at nævne et af mange aspekter, en væsentlig forskel mellem dramaet og filmen.

En italiensk filmmand siger: "Jeg interesserer mig for dramaet i de ting vi møder, ikke i dem vi planlægger." Dermed siger han meget om henholdsvis filmens og teatrets fremgangsmåde. Teatret repræsenterer i alle dets faser en højtudviklet og åbenbar form for planlægning, arrangement. Teatrets opførelse er indspændt i et stramt net af konventioner. Aktionen på scenen er i enhver henseende stærkt stiliseret.

Filmen har ikke teatrets synlige, forenklede arrangement, opererer ikke med få, faste enheder. Dets scene er ikke statisk og stærkt begrænset. Filmmediet bevæger sig frit i rummet. Replikkerne, ordene i det hele taget, er her ikke det dominerende element. De er underordnet miljøet, er blot en del af den brogede omverden.

Dramafilmatiseringen har meget af romanens fortællemåde og univers, dens brede omfang, dens skiftende tempo og synsvinkler. Tilværelsen opleves snart indefra, snart udefra, i al dens detaljerigdom.

Litteratur og tv

Hvordan skabe et fjernsynsspil, der egner sig for befolkningens, vores allesammens hjemmebiograf? Det er et af de mange spørgsmål, tv-byens teaterafdeling, som den hed dengang i 1970´erne, i praksis skulle tage sig af. En opfordring fik mig i gang med i alle enkeltheder at studere tilblivelsen og vilkårene for tilblivelsen af det stort anlagte tv-spil "Fiskerne" i seks dele, 1977, med Jens Ravn som instruktør. Hans Kirks berømte roman var forlægget.

Opfordringen kom fra produktionsleder Bo Leck Fischer, der forinden havde hjulpet mig med materiale til en undersøgelse af, hvad der skete "Fra roman til drejebog". Artiklen findes i bogen Omkring Fiskerne, 1977.

TV-spillets produktion, dets rammer og vilkår

I værket Fra bog til skærm, også 1977, har jeg kraftigt udvidet interessefeltet, der nu gælder tilblivelsen af tv-spillet "Fiskerne". Jeg illustrerer produktionsgangen med fotos, arbejdstegninger, produktionsplaner, optagelsesrapporter m.m. Jeg går ind på den forudgående research, produktionsholdet foretog. Endvidere på valget af skuespillere og locations, på optagelser i studiet og i marken. Jeg undersøger, hvorfor netop Kirks debutroman vælges som forlæg, hvordan tv-spillet tilrettelægges, afvikles og modtages. Der er indledende betragtninger over fjernsynet som institution og der er afsluttende overvejelser om forholdet mellem tv-spil og publikum.

Det er vemodigt at tænke tilbage på de ambitioner og de resurser, som dengang – for mere end tre tiår siden – ofredes på et seriøst dansk tv-spil!