Essayet

Det er sjældent, at man ret så præcist kan pege på, hvornår og hvordan den og den bestemte litterære genre opstod. Det kan man imidlertid for essayets vedkommende.

 

 

 

 

 

Michel De Montaigne

Essayets ophavsmand

Franskmanden Michel Montaigne udgav i 1580´erne tre bind såkaldte "Essais". En bemærkelsesværdig beskeden titel i forhold til, hvad der var sædvanen dengang, nemlig lange og lærde bogtitler.

Dermed skabte Montaigne faktisk noget af en genretradition. Essayet har siden da været formet som en ligefrem, utvungen og tilsyneladende fordringsløs henvendelse, amatørens udsagn her og nu til ligesindede, i al uhøjtidelig fortrolighed. Montaigne spiller i sine "Essais" på ordets flertydighed og åbenhed, hvilket giver ham stor bevægelsesfrihed. Hans titelglose rummer betydningerne: forsøg – (smags)prøve – øvelse – forspil – skitse – udkast – eksperiment.

Mere om Montaigne og traditionen, han skabte

Med valget af den ubestemte flertalsform, "Essais", antyder Montaigne, at hans fremstilling er spørgende, undrende, strejfende og prøvende, og at han opfatter tilværelsen som gådefuld, irrationel, flygtig og forunderlig. Dette særlige samspil mellem form og indhold kendetegner essayet siden da. Essayet er antiautoritært og modsætter sig enhver systematik.

På flere måder tegner Montaigne kursen for et utal af senere essayister. Hans og hans mange efterkommeres indholdsfortegnelser er særdeles brogede foretagender; essayet kan nemlig beskæftige sig med hvad som helst. Hele den brogede verdens mangfoldighed tiltrækker sig essayistens interesse, og emnet er som regel blot et springbræt for det skrivende jegs, essayistens, tankestrømme. For dets betragtninger, forstået som vekselspillet mellem iagttagelse og overvejelse. Essayet er en henvendelse i første person ental. Det er essayisten selv, der ytrer sig, for egen regning, helt på egne vegne. Af anlæg er essayet subjektivt. Sidst af alt er essayisten sagcentreret og objektiv.

Mellem skøn- og faglitteratur

Essayet er undertiden blevet kaldt en blandgenre; betegnelsen har meget for sig. På den ene side har det en række egenskaber, som vi kender fra skønlitteraturen. Det er som nævnt særdeles personligt, eksistentielt. Det er endvidere stærkt form- og stilbevidst, det vil fange læseren ind med sin iscenesættelse, sin sproglige friskhed, elegance, smidighed, sine overraskelsesgreb. Essayets forhold til emnet er uforpligtende, legende, og dets forhold til læseren intimt og fortroligt. Det vil gerne skabe indtrykket af at blive til her og nu, samtidig med at det tilegnes. Det vil give os illusionen af, at essayistens skrivesituation falder sammen med vor – læserens  -tilegnelsessituation. Essayet er på mange måder en iscenesat henvendelse, essayistens bevidste arrangement. Alt det anførte kender vi også fra skønlitteraturen.

På den anden side er essayet beslægtet med sagprosaen ved dets direkte forhold til og inddragelse af den genkendelige omverden. Essayet opbygger ikke sit eget forestillingsunivers, men henviser løbende til i forvejen velkendte fænomener fra vor fælles virkelighed, et udpræget nonfiktivt træk.

Beslægtet med selvbiografien

Et særegent kendetegn ved essayet, der adskiller det fra både skøn- og faglitteratur, er essayistens suverænitet, hans eller hendes åbenlyse personlige nærvær overalt i teksten. Essayets forfatter er identisk med essayets jeg. Der er for essayets vedkommende ingen afstand mellem forfatter og tekst, essayets emnebehandling er også essayistens selvspejling. På det punkt ligner essayet selvbiografien, den skrivendes beretning om sin egen person. Men hvor selvbiografien vil skabe en større tidsmæssig sammenhæng, et længere kronologisk forløb, der vælger og dyrker essayet øjeblikket, den nærværende situation. Essayet er et stykke afrundet kortprosa, en behændigt arrangeret og serveret smagsprøve.

Mere om essayet

Min årelange beskæftigelse med essayet skyldes dels min fascination af genren, dels de oplagte muligheder den har i (dansk)undervisningen.

Vil du vide mere, så peg på en af de seks links på venstresiden!