Tom Kristensen. En kanonforfatter

Han trænger sig på som den, der ubesværet, med sproglig træfsikkerhed, fanger sin omverden knivskarpt og følsomt ind.

 

tom kristensen, lille.jpg

Forsidetegning af Anne-Marie Steen Petersen

Besøg Anne-Marie Steen Petersens hjemmeside

Køb bogen på dansklf.dk

Bag masken

Sådan kalder jeg det første af bogens fire kapitler. Maskespillet kendetegner Tom Kristensen

både som privatperson og som forfatter. Han beskytter sig ved at forstille sig. I en samtale beskriver han sig selv som en "selvironisk komediant". Med digtsamlingen "Fribytterdrømme", 1920, demonstrerer den 27-årige debutant sin forvandlingskunst. Her er digte om eksotiske, eventyrlige egne på kloden, om storbyens travle hverdagsmylder, om dens underverden med det brutale liv og om jegets væsen og færden. Dette jeg skildres som en klovn, en nar, en komisk undermåler: "Her kommer jeg nu syngende / sing-sang-syngende. / Det virker så foryngende / at synge om sig selv."

"En Anden", 1923, hedder en af Tom Kristensens fire romaner. Titlen er en nøgle til forståelse af bogens hovedperson, der er meget af et selvportræt. Den ret svagelige Valdemar må som dreng klare sig over for sine jævnaldrende med sit opfindsomme rollespil. Også som voksen er han en undviger. Stadig må han bøje af og indordne sig. Valdemar søger at komme på sporet af sig selv; det bliver ikke nogen behagelig opdagelsesfærd. Det viser sig at være en illusion, at han som voksen er blevet en ganske anden.

 

Den evige uro

Denne overskrift på næste kapitel er et fremtrædende træk ved Tom Kristensens liv og produktion. "Jeg holdt af at strejfe om og kom hele byen rundt hver dag", siger han om sig selv som ung københavner. Uroen i blodet mærkes tydeligt hos den ældre Tom Kristensen. "Jeg styrter mig hovedkulds gennem livet", hedder det betegnende i rejsebogen "En kavaler i Spanien", 1926. Han har i sig en trang til at opsøge "det stærkeste i livet", at afprøve sig ved "at konfrontere sig med livet, hvor det ytrede sig heftigst". Både for digteren og litteraturanmelderen Tom Kristensen er konfrontation et centralt begreb. "Konfrontationer" er undertitlen på hans samling af noveller og skitser, "Vindrosen" fra 1934. I alle enkeltbidragene her sker stærke sammenstød mellem individ og omverden. Om sin egen forfattergeneration fremhæver Tom Kristensen dens "desperate selvudlevering". Han tænker ikke mindst i den forbindelse på Ernest Hemingway: "Der findes næppe andre nulevende forfattere, der så dristigt har stillet sig ansigt til ansigt med livet og døden."

I Tom Kristensens mange rejseskildringer fra Europa og Østen mærker man hans oplevelseshunger. "Jeg så en verden, der var lige så urolig som min hjerne", siger han om sine indtryk fra Kina og Japan. Det gælder også om hans digte derfra i samlingen "Påfuglefjeren", 1922. I alle hans romaner er hovedpersonen i stadig opbrud, prøver sig hele tiden uroligt frem.

 

Fast formgivning

Tom Kristensens digtning er fyldt med myldrende liv. En farverig, broget verden i stadig dirrende bevægelse. Man kunne tro, at en sådan voldsom livsudfoldelse medførte en sprængt form i hans digtning. Det modsatte er tilfældet. Tom Kristensen pålægger sig som digter en stærk selvdisciplin. Han leger med sproget, gør det udtryksfuldt og eksplosivt, men han støber det altid i en fast form.

Tom Kristensen tør ikke slippe sit urolige jeg løs. Hans digte har derfor en fast strofeform, en gennemgående markant rytme, rimordning, en fastlagt linjelængde. Det lyder måske skematisk, men Tom Kristensen forstår som få at give sine strofer rytmisk og musikalsk liv.

Indholdet i Tom Kristensens mange slags prosa er stærkt, overrumplende. Men også her sker formgivningen med fast og sikker hånd. Hovedpersonen i kæmperomanen "Hærværk", 1930, nærmer sig en fuldstændig opløsning i druk, men digteren gør Ole Jastraus indre kaos anskueligt.

Forfatterens sikre greb svigter intetsteds.

 

Tom Kristensen dengang og nu

Jeg tegner en udvikling hos ham, både som digter og anmelder, spændende over fem tiår, fra 1920'erne til 1960'erne. Hvad der begyndte som ordleg og eksperiment med sproget og tilværelsen blev hos den midaldrende og endnu ældre Tom Kristensen til selvkritisk reviderende overvejelser og en tumlen med eksistentielle spørgsmål. Og linjen føres videre til hans påvirkning af nulevende digterkolleger. På mange måder er Klaus Rifbjerg hans arvtager. Det er intet tilfælde, at netop Rifbjerg forsøgte sig med en fortsættelse af "Hærværk", hvor Tom Kristensen slap Ole Jastrau. At det var Rifbjerg, der skrev filmmanuskriptet til "Hærværk". At Rifbjergs afgørende gennembrud som lyriker skete med digtsamlingen "Konfrontation" i 1960. Titlen og samlingens røde tråd er hentet fra Tom Kristensen. Denne er med sin højtudviklede mediebevidsthed, sin sproglige og indlevelsesmæssige rækkevidde, sin altid veloplagt registrerende nøgternhed en af vore samtidige.